Ærø oplever i disse år en stor interesse for ny og eksperimenterende samtidskunst. Mange events, festivaler, udstillinger og andre begivenheder er med til at sætte Ærø på landkortet som et spændende sted for både udøvende kunstnere og kunstinteresserede.

Klang Ærø er en ny festival der for første gang i år præsenterer et samtidsbillede på lyd som en kunstform i en pamflet af ærøske, danske og internationale kunstnere.

Festivalen, der finder sted lørdag d. 14. september 2024, som en 1 dags begivenhed lidt udenfor Tranderup på “Knoldsgård” – en 3-længet gård fra 1900, der er igang med at blive omdannet til et kunstnerisk event og recidency-center. Her er en mindre koncertsal, udstillingslokaler, backstage faciliteter, værksted, lydstudie, akkommodering og et stort udendørsareal i uforstyrrede omgivelser. Programmet er fra kl 12-21 og byder på performance, artist talk, publikumsworkshop og ikke mindst spændende og øreåbnende koncerter fra prisvindende og internationalt anerkendte artister.

Klang Ærø oprinder i flere års samarbejde mellem stifterne, der er aktive, professionelle kunstnere bosat på Ærø, der ønsker at skabe grobund for en stadig større tilstedeværelse, opmærksomhed og engagement omkring lydkunst og improvisationsmusik på Ærø. Dels for de kunstneriske udøvere men i høj grad også for et bredt publikum på tværs af alder, etnicitet, køn, geografi og andre opdelingstermer, der måtte have indflydelse på tilgængelighed og vedkommenhed.

Programmet er for børn og voksne, unge som gamle, aktive deltagere og dem der er med på en lytter nede bagved. Der vil blive solgt mad og drikkevarer under festivalen. Alle er velkomne!

Billetter og yderligere info via hjemmesiden www.klangaeroe.info
NB: Bemærk, begrænset antal billetter.

Fakta:

Klang Ærø: Festival for Lydkunst og Improvisationsmusik
Dato: 14. september kl. 12-21

Løkkeshøjvej 2
5970 Ærøskøbing
www.klangaeroe.info
Facebook:
Instagram:

Klang Ærø er støttet af Ærø Kommunes Udviklingspulje samt Koda Kultur.